Serumniveauer af calcium og albumin hos overlevende versus ikke-overlevende efter kritisk skade

Formål: Tilskadekomne patienter, der har brug for aggressiv genoplivning med intravenøs (IV ) væsker og blodprodukter tilegner sig ofte lave niveauer af serumkalcium (CA) og albumin (ALB) i intensivafdelingen (ICU) som et resultat af denne terapi. Formålet med denne langsgående undersøgelse var at bestemme tidsforløbet for CA og ALB under ICU-optagelse hos overlevende (S) sammenlignet med ikke-overlevende (N) efter større traumer. Undersøgelsens design er at kontrollere, om CA, ALB eller albuminkorrigeret CA kan bruges som indikatorer for patients overlevelsesevne efter kritisk skade.

Materialer og metoder: CA- og ALB-værdier blev registreret med tilbagevirkende kraft hos 64 tilfældige forsøgspersoner (S = 32 og N = 32), der fik adgang til Trauma ICU i 3 eller flere dage. CA- og ALB-datapunkter blev opdelt i 6 tidsrammer af ICU-pleje. Gennemsnitsværdier og standardfejl for gennemsnittet for hver ramme blev opnået for at skildre parametriske forskelle i tidsprofilerne for S versus N. Undergruppeanalyse blev brugt til at bestemme indvirkningen af blodtransfusioner på CA- og ALB-niveauer. Albuminkorrigeret CA blev beregnet for hver patient ved hvert målepunkt og derefter opdelt i de 6 tidsrammer for ICU-pleje. Parametrisk t-test og ikke-parametrisk rangsumanalyse blev brugt til at evaluere CA, ALBs og ALB-korrigerede CAs evne til at skelne mellem S og N. Hvert prædiktivt kovariat blev rangeret, opdelt i kvartiler (karakterer = normal, mild, moderat, svær ) og korreleret med sandsynligheden for patientens overlevelse (dvs. forholdet mellem S og N i hver kvartil).

Resultater: Parametrisk og ikke-parametrisk analyse af indsamlede data indikerer, at CA’s responsmønstre var signifikant forskellige (P < .00005) i S versus N. Tidsprofiler for CA og ALB udviste lignende reduktioner i både S og N under genoplivningsfasen (dvs. “hypokalcæmi af traumer”). Men fra disse nadirpunkter havde CA-responsmønstre i S en tendens til støt at hæve sig mod normale niveauer (dvs. “respondere”), mens N ikke udviste en sådan stigning i CA-værdier (dvs. “nonresponders”). Data afslørede, at overlevelsessandsynligheden hos traumapatienter efter 3 ICU-dage er proportional med CA’s opadgående respons fra deprimerede værdier, der er til stede efter den første genoplivning. Nedsatte CA-niveauer efter 3 ICU-dage var forbundet med nedsat overlevelse (tabel 1). Test af rangsum viste, at CA-værdier korrigeret for ALB skaber mindre åbenbar forskel i S og N end ukorrigeret CA. Undergruppeanalyse viste et lineært fald i CA- og ALB-niveauer med stigende blodtransfunderede enheder under behandling for traumer.

Konklusioner: CA-ændringer under ICU-pleje viser tydelige responsmønstre (P < .00005) for overlevende versus ikke-overlevende. Omfanget af opadgående respons i CA efter væskegenoplivningsfasen er en markør, der korrelerer med en patients evne til at modstå de fysiologiske belastninger, der opstår under ICU-behandling efter større traumer. Vores fund indikerer, at ukorrigerede CA-værdier er en bedre guide til calciumudskiftning terapi hos traumapatienter end albuminjusteret CA. Denne undersøgelse antyder, at CA-responsmønstre kan være en nyttig reference til hjælp til overvågning af fremskridt hos kritisk sårede patienter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *